Den homoseksuelle sædelighedsskandale i København 1906-07
UNDER KONSTRUKTION
Tiltalte: Nr. 1 Axel Otto Vilhelm Petersen (kl. Etatsraadinden), Nr. 2 Karl Place Johansen, Nr. 3 Chr. Alfred Pedersen (kl. Laugbjerg) og Nr. 4 Karl Johan Nielsen (kl. Gjödesen)
Den homoseksuelle sædelighedsskandale i København 1906-07
Den 25. juli 1906 klokken kvarter i tre om morgenen blev to unge mænd antastet af en nattevagt i en baggård i Tordenskjoldsgade i København. Vagten mente at de to var i færd med et indbrud og pågreb den ene, Axel Otto Vilhelm Petersen, hvorimod den anden, der havde en kniv eller et brækjern hos sig, undslap.
Nogle dage senere blev Axel fremstillet i Københavns Kriminal- og politirets 2. kammer, hvor han oplyste at de i gården blot havde søgt en retirade. Den anden person kendte han kun under navnet "Rødspætten". Denne identificeredes af politiet som Carl Place Johansen, som forespurgt nægtede den pågældende nat at have medbragt andet end nogle nelliker, som Axel havde foræret ham. Da de imidlertid ikke kunne fremkomme med et passende ærinde i gården, blev også Carl arresteret, mistænkt for forsøg på indbrud. (l) Efter at have ruget i arresten i en uges tid, fremkom Carl d. 7. august med en forklaring på deres egentlige forehavende den pågældende nattestund. Han havde sammen med Axel søgt retiraden i gården for at de der kunne begå uterlighed med hinanden, som det så sterilt noteredes i forhørsprotokollen. Axel tilsluttede sig denne forklaring, og Carl indrømmede i samme åndedrag at han ofte for betaling havde drevet uterlighed med forskellige mandspersoner i København. Af disse navngav han blandt andre en annonceagent Weitzmann og en maskinist Laursen.(2) Måske fortalte Carl denne historie for at gøre sig fri af mistanken for tyveriforsøg, og uvidende om at forhold af denne karakter netop det foregående forår var blevet omfattet af det midlertidige straffelovstillægs § 4 stykke to. Den nykonstituerede assessor i 2. kriminalkammer, den 30-årige Julius Washington Wilcke, måtte følgelig undersøge Carls opgivelser som et kriminelt forhold.(3) Resolut udsendtes således tilsigelser til at give møde i retten som vidner til de nævnte Weitzmann og Laursen. Henrik Thorvald Jeronimus Laursen mødte i retten på Nytorv d. 9. august og Weitzmann d. 11., og begge kunne i store træk bekræfte Carls forklaring. Weitzmann genkendte derforuden et andet vidne, Christian Alfred Petersen, kaldet Langberg, som en anden person hvem han havde betalt for lidt blandet uterlighed et par måneder tidligere.
Langberg benægtede dette på det skarpeste, men blev alligevel arresteret som mistænkt for erhvervsmæssig utugt. Carl oplyste at det var en kendt sag at Langberg nærmest levede deraf, hvilket også gjaldt en Carl Johan Nielsen, der blev kaldt Giødesen. Endnu den samme formiddag blev også denne fremstillet for retten og sat under anholdelse.(4}
I de følgende uger fortsattes forhørene jævnligt og Wilcke arbejdede på at fremskaffe yderligere vidnesbyrd mod de mistænkte hanskøger. Carl opgav villigt navnene på flere vidner mod sig selv, men specielt mod Langberg kneb det, idet han hårdnakket vedblev at nægte alt. I sidste halvdel af august måtte fængselslægen meddele at Langberg midlertidigt ikke kunne give møde til forhør idet han havde fået fnat. Dette overgik ugen efter også Carl. Tidligere på måneden var Axel blevet overført til Kommunehospitalets 6. afdeling til observation efter et alvorligt selvmordsforsøg. (5)
En del vidner mente ofte at have set Langberg og Giødesen på de sædvanlige steder for sådanne personers omdriven og trækkeri, blandt disse var den bekendte maskinist Laursen, og politibetjentene No. 248 Christoffersen og 404 Hansen. Ofte var Giødesen antruffen i selskab med en anden anløben ungersvend, Henry Valther Alex Franck. Denne blev d. 19. september anholdt på Rådhuspladsen, og den 21. blev han som mistænkt for erhvervsmæssig utugt med personer af samme køn hensat i arrest. Undersøgelsen koncentrerede sig nu om de tre sidst arresterede Franck, Langberg og Giødesen. Sidstnævnte var særdeles arrig på Carl Place Johansen, der jo havde været samarbejdsvillig og derfor var blevet løsladt. Således havde han i et af forhørsskabene indskrevet på væggen: "Carl Giødesen hilser alle Kammerater venter Frisag. Er i Sag med Langberg og Fedesen, som har hængt os op det fede Svin. Den Ballonbonde skal faa sig en Klinkevals."(6}
September og oktober måned ud blev gulvene i 2. kriminalkammer fortsat slidt af en stadig strøm af angiveligt homoseksuelle mandspersoner, der skulle tage de arresterede i øjesyn. En havde masturberet med Giødesen og betalt ham derfor, en anden med Franck, en tredie, fjerde og femte havde set d'herrer på mistænkelige steder og tider endnu en havde betalt sig til lidt lir' hos GiØdesen osv. De afhørte var for størstedelen pæne mænd i respektable erhverv, som tandlage, fuldmægtig, assistent, portier, kontorist, manufakturhandler, handelsagent , skuespiller, boghandler og lignende. Mod slutningen af oktober synes sagen dog at have nået et dødvande, der fremkom ikke nye oplysninger og vidnerne mødte frem påny for at bekræfte deres tidligere forklaringer, og d. 3. november måtte dommeren i protokollen lade bemærke "At der havde været tilsagt en Række Vidner, som imidlertid ikke havde kunnet genkende Arrestanterne."(7}
Et vendepunkt. Sideløbende med denne undersøgelse havde en ung mand ved navn Jean Pierre Carl Büron, tidligere malerlærling og skuespillerelev ved Sønderbros Theater, i forening med journalist ved Middagsposten Oscar Petersen indsendt en klage til politidirektør Eugen Petersen over en række usædelige forhold i homoseksuelle kredse som han havde fået indblik i. I denne klage navngav han bl.a. tandlæge Emil Aae og stud. jur. Joseph Victor Schroll. Aae var i denne forbindelse blevet afhørt og havde afvist klagen som det pureste opspind. Herefter var sagen blevet overgivet til Wilcke, idet det var bekendt at Büron for betaling havde drevet uterlighed med mandfolk. (8) Overbetjent Tillge, der bistod assessoren i sagens undersøgelse, blev derefter sat til at eftersøge nævnte Büron, og onsdag d. 7. november klokken fire om eftermiddagen blev han arresteret i gadedøren til Frederiksberggade No. 15, hvor tandlæge Aae havde sin klinik. Hermed fik sagen afgørende nyt liv. Büron oplyste beredvilligt at han i løbet af sommeren havde drevet uterlighed med cigarhandler Arendrup, kammerjunker Gertner, direktør Becher og agent Mathias Mayntz Clausen, for hvilket han havde fået et samlet beløb af ca. 50 kroner, som han dog betragtede som et lån. Endvidere havde han med Aae begået omgængelse mod naturen. Med baggrund i disse oplysninger dekreteredes arrest på Bürons person i forhøret den følgende dag. I samme forhør vedgik Clausen og Gertner i al væsentlighed Bürons redegørelser for deres forhold til ham. Aae, der telefonisk var blevet hidkaldt, nægtede til gengæld nogensinde at have stået i kønsligt forhold til Pierre. Denne gentog sin anklage, der fandt støtte hos Schroll som angav at Aae for ham havde omtalt en seksuel forbindelse med Büron. Stadigt benægtende blev tandlage Emil Aae sat under anholdelse d. 8. november kl. 11 om formiddagen, sigtet for overtrædelse af straffelovens § 177.(9)
Med arrestationen og sigtelsen af Aae forandrede Wilcke fuldstændig sagens karakter. Fra kun at have omhandlet erhvervsmæssig utugt mellem mænd udvidedes sagen til også at omfatte homoseksuel praksis i sig selv. Denne kovending er blevet tilskrevet Wilckes forfængelighed, hans trang til at nå til bunds i den slags sager, og skabe opmærksomhed omkring sig selv. (10) En senere anklaget, Carl Hansen, mente at "vendepunktet" skulle ses i forbindelse med Wilckes totale uvidenhed om homoseksualitet og dets væsen. Dybt forundret og chokeret over det store antal homoseksuelle, som han havde erfaret fandtes i København, tilskrev han dette politiets protektion. Jo mildere fremfærd, jo flere homoseksuelle, og han så sig selv som den der skulle rydde op i dette. (11)
Aae var overbevist om at Wilcke måtte løslade ham meget snart, da han ikke kunne opretholde en sigtelse på Bürons lidet troværdige udsagn. (12) I et forhør d. l0. samme måned åbenbaredes det at Wilcke fremfor at opgive sin sigtelse mod Aae havde tænkt sig at udvide denne til også at omfatte kobleri, eller som det hed:
"Meddelagtighed i overtrædelse af Straffelovstillæggets § 4 sidste Stykke."
Denne nye sigtelse baseredes på Aaes indrømmelse af at have præsenteret Büron og en anden ung mand for andre homoseksuelle herrer bl.a. en tysk grosserer Bernhard. Aae benægtede dog at have nydt nogen pekuniær fordel heraf. Ved en ransagelse i Aaes hjem i Vesterbrogade og af klinikken i Frederiksberggade beslaglagdes en del billeder, breve og løse notater. Et af disse sidste var en optegnelse over mindre tilgodehavender hos venner og bekendte, men tolkedes af Wilcke som prisen for Aaes kontaktformidling. Dette afkræftedes dog af flere af personerne, der indrømmede at Aae havde lånt dem de pågældende beløb. I sin søgen efter endelige beviser havde assessoren rekvireret en undersøgelse af Aaes anus hos fængselslægen. Denne svarede at den omhandlede omgængelse altid ville kunne finde sted, og at Aaes anus ikke frembød særlige tegn herpå. Endvidere afhørtes Aaes svigermoder, hans fætter Arvid Aae og hans tidligere kompagnon Madsen, der alle udtalte sig ufordelagtigt om den sigtede, men næppe fælder de i strafferetslig forstand. Dette skulle komme fra Aae selv. (13)
Da der efterhånden var gået en uge og Wilcke ikke gjorde anstaltninger til at ville løslade ham, valgte han en anden fremgangsmåde end den hidtige benægtelse. Han tilstod med adskillige at have drevet omgængelse mod naturen, dog ikke med Büron, men hvis han skulle straffes herfor, måtte en lignende skæbne ramme talrige andre, som var mindst lige så skyldige heri som han, og han "begyndte at nævne navne" som forhørsprotokollen lakonisk meddeler. Aaes beskrivelse af dette skift var mere detailleret og argumenteret. Han havde forud afkrævet Wilcke en præcis fortolkning af straffelovens § 177, hvortil denne svarede at alle der havde bedrevet omgængelse mod naturen skulle i forbedringshuset. Da det var klart for Aae at dette på alle måder var en umulighed, ville han tvinge Wilcke til at lade sagen falde ved at lade ham ane omfanget af en sådan skandale. Han udarbejdede således sin såkaldte "Leporello"-liste over ca. 60 mænd, om hvem han positivt vidste at de var skyldige efter § 177, og alle disse måtte hver for sig formodes at kende til andre og flere, hvorved en sand lavine ville blive udløst. (14). At Wilcke ikke lod sig stoppe eller skræmme af disse udsigter vil fremgå af det følgende. Selvom anklagerne mod Franck, Giødesen, Langberg og Büron fortsat blev undersøgt og underbygget, drejede sagen sig fremover hovedsageligt om at udrede forholdene omkring Aae og syv andre homoseksuelle mænd, der blev arresteret og inddraget i den følgende tid, først og fremmest på Aaes angivelse.
Den 20. november 1906 blev Bernhard Emil Jensen, Victor Christian Vilhelm Stilling og Charles Emil Messmann arresteret og sat fast. Den 21. november blev Carl Albert Hansen sigtet og anholdt. Den 1. december overgik dette Emanuel Meyer Leth, og den 14. december Theodor Johannes Hildebrand. Den 18. december afsagdes arrestkendelse over Joseph Victor Schroll, der arresteredes den 5. januar i Berlin og overflyttedes til Købehavn den 6. marts.
Noter: l. AS 229-1907 pk II Forhørsprotokol g8625 forhør 28-7, 31-7 s. 2-16. PoKriArk. LaforSj. 2. AS 229-1907 pk. II g8625 forh. 7-8 s. 29-31. PoKriArk. La for Sj. 3. om Wilcke se Candidati s. 322-23. om Politi- og kriminalrettens organisation og arbejdsmåde se Jørgensen s. 305-31 4. AS 229-1907 pk II g8625, tilsigelser til 8-8 s. 32-33, forh. 9-8 s. 36-39, 11-8 s. 40-44. PoKLiArk. La for Sj. 5. As 229-1907 pk. II g8625, forh. 21-8 s. 59, 28-8 s. 62-63, 14-8 s. 52-53. PoKriArk. La for Sj. 6. AS 229-1907 pk. II g8625 forh. 27-10 s. 129, 20-9 s. 95-95, 21-9 s. 101. PoKriArk. La for Sj. 7. AS 229-1907 pk. II g8625, forh. 3-11 s. 130. PoKriArk. La for Sj. 8. Aae s. 31-35. 9. AS 229-1907 pk. II g8625, forh. 8-11 s. 131-40. I Aaes gengivelse af dette forhør havde Schroll ikke udtalt sig som i protokollen anført, men havde fortalt at han en morgen godt nok havde fundet Büron og Aae sammen i Aaes lejlighed, men liggende i hvert sit rum. Da Wilcke derfor ikke kunne tro at de havde afholdt sig fra seksuel omgang, mente han at Aae talte usandt og afsagde følgelig arrestdekret. Aae s. 44-45. 10. Aae s. 67, Houmark i Timer s. 101. 11. AS 229-1907 pk I, Hansen til Hartmann 3-4 1907. PoKriArk. La for Sj. 12. Aae s. 47-48. As 229-1907 pk. II forh. 10-11 s. 166, 14-11 s. 171-77, 187-89. PoKriArk. La for Sj. 13. Når Aae således s. 59 påstår at Wilcke tilsagde som en gal, men at ikke et eneste menneske kunne sige noget ufordelagtigt om ham, er dette at betragte som en kraftig tilsnigelse. 14. AS 229-1907 pk. II g8625 forh. 14-11 s. 193. PoKriArk. La for Sj. Endv, Aae s. 65-69. Leporello var tjeneren i Mozarts opera Don Juan. Bruges alm. om en håndlanger. Salmonsens s. 690.
(fortsættes) zaurits-bureau.dk takker Jens Jørgen Dalsgaard for brug af nedenstående kilde: KILDE: Jens Jørgen Dalsgaard: ”Den homoseksuelle sædelighedsskandale i København 1906-07. Studier omkring ændringer i de seksuelle normbegreber set på baggrund af de samfundsmæssige forudsætninger, og med inddragelse af mentalitets- og bevidsthedshistoriske aspekter.” Hovedfagsspeciale, Historisk Institut, Århus, 29.11.1984.
