"Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Forbundet af 1948 er en seksual- og kønspolitisk interesseorganisation, der arbejder for lesbiskes, bøssers og biseksuelles politiske, sociale, kulturelle og arbejdsmarkedsmæssige ligestilling på alle niveauer i samfundet."
"LBL blev stiftet på et tidspunkt, hvor homoseksuelle nød meget lidt respekt fra omverdenens side, og så skulle det oven i købet vise sig blot at blive indgangen til de 20 mest stigmatiserende år for homoseksuelle i Danmark. Sidenhen har LBL opnået en lang række sejre, og i det 21'ende århundrede er homoseksuelle generelt tolererede i samfundet." (lbl.dk)
Folketinget har gennem tiden behandlet en lang række lov- og beslutningsforslag, der vedrørte bøsser og lesbiske. Se oversigter her: lbl.dk/homopolitik
LBL's navne og Foreningsregistret 1948 -
Kredsen af 1948 (navnet var inspireret af den i Schweiz i 1932 etablerede forening Der Kreis/Le Cercle) indgav i 1949 ansøgning til Foreningsregistret (under Handelsministeriet) om optagelse. En forening med et lignende navn protesterede, så man indgav en ny ansøgning med forslag til andre navne, herunder Forbundet af 1948, men også denne ansøgning blev afslået.
"If. lov 285 af 18.5.1921 om Foreningsregistret kunne der i dette optages her i landet hjemmehørende foreninger eller sammenslutninger med lovligt øjemed, forsåvidt de ikke kunne optages i andre af staten oprettede registre. Foreninger og sammenslutninger med nationalt, politisk eller religiøst formål var udelukket fra optagelse. Denne undtagelse bortfaldt med lov 100 af 31.3.1926 om Foreningsregistret, jf. lovbek. 115 af 14.4.1926. I registret kunne herefter tillige optages oplysninger om en forenings bestyrelse, direktion mv., herunder hvem der underskriftsmæssigt forpligtede den. Registreringen var frivillig. Grundlovens § 78 udelukkede, at registrering kunne gøres til betingelse for foreningsdannelse." (kilde: sa.dk).
Forbundet af 1948, landsforening for homofile blev først godkendt til optagelse i 1969 - efter 20 års ansøgninger. Det var første gang - så vidt vides - et statsligt kontrolleret register godkendte en forening for homoseksuelle til optagelse.
1948-49 Kredsen af 1948
1949-65 Forbundet af 1948
1965-69 Forbundet af 1948, Forening af homofile mænd og kvinder
1969-77 Forbundet af 1948, landsforening for homofile
1977-82 Forbundet af 1948, landsforening for bøsser og lesbiske
1982-85 Landsforening for bøsser og lesbiske, Forbundet af 1948
1985- Landsforeningen for bøsser og lesbiske, Forbundet af 1948
Landsformænd og landsforkvinder 1948-1998
"Homofile kampår. Bøsseliv gennem tiderne" fra 1985 af Axel Axgil og Helmer Fogedgaard er lagt på nettet og kan findes her: Homofile kampår
Hvornår var det nu, det var? 50 års historie fra:lbl.dk
1948 Forbundet af 1948 stiftes i Aalborg. Drivkraften var Axel Lundahl Madsen (senere Axgil). I forlængelse af 2. verdenskrig var der fokus på demokratiske værdier mv. og homoseksuelle begyndte at organisere sig. I modsætning til andre grupper, som havde været forfulgt under krigen, blev homoseksuelle ikke taget med i FNs Menneskerettigheds-erklæring. Den lyserøde trekant, som efterfølgende har været brugt af mange homoseksuelle organisationer verden over, var det symbol, bøsser i kz-lejrene bar på deres fangedragt. De lesbiske bar en sort trekant.
1949 Forbundet af 1948 udgiver tidsskriftet ‘Vennen'. Bladet fungerer som medlemsblad frem til 1952. Redaktøren var Helmer Fogedgaard. Forbundet søger om at blive anerkendt som forening. Det lykkedes 20 år senere! Røre specielt i Berlingske Tidende om den mandlige prostitution på Rådhuspladsen i København. En langvarig pressehetz mod bøsser munder ud i vedtagelsen af ‘den Grimme Lov' i 1961.
1950 Forbundet af 1948 holder sin første generalforsamling. Axel Lundahl Madsen valgt som formand.
1951 Københavns Politi danner et særligt korps, som skal tage sig af sager om homoseksualitet. Mange hundrede anholdelser af mænd vedr. onani på offentlige toiletter.
1954 Første nummer af det nye medlemsblad ‘Panbladet', som stadig udkommer, og dermed er verdens ældste homo-blad.
1955 30. marts starter "Den store pornografi-affære", hvor utallige advarsler og tilhold uddeles. Hundredevis af mennesker idømtes fængselsstraffe på i gennemsnit et halvt år. Axel Lundahl Madsen idømmes 1 års fængsel, Eigil Eskildsen (senere Axgil) idømmes 18 måneder. Mellem 30 og 70 (anslået af Ekstra Bladet) begår selvmord for ikke at komme under behandling af Københavns Politi. Meget af hetzen tager udgangspunkt i "forførelsesteorien", hvor man antager, at unge mænd kan forføres til homoseksualitet. I 1961 vedtager Folketinget "den Grimme Lov".
1958 Erik Jensen vælges som formand for Forbundet af 1948. Efter politiets overgreb tør kun de færreste melde sig ind.
1961 Folketinget vedtager ‘den Grimme Lov', som kriminaliserer kunden i et prostitutionsforhold til mænd under 21 år. Politiet bruger loven til intensiv forfølgelse af bøsser.
1965 Efter lobbyarbejde og støtte fra dele af pressen, vendes stemningen i Folketinget. ‘Den Grimme Lov' fjernes.
1967 Straffelovens bestemmelser om prostitution gøres ens for heteroseksuelle og homoseksuelle forhold.
1968 Justitsministeren fastholder at politiet skal gribe ind hvis to mænd danser sammen. Dette forbud blev ophævet i 1973.
1969 Efter 20 års ansøgninger optages Forbundet af 1948 i Foreningsregistret og er dermed anerkendt af myndighederne. Optagelsen sker under navnet "Landsforeningen for homofile" med binavnet "Forbundet af 1948".
Optøjer i Stonewall Inn i Christopher Street, New York, markerer en ny begyndelse på frigørelses- og ligeretskampen. I stedet for, som hidtil, at søge at blive anerkendt som ligeværdige mennesker på det omgivende samfunds præmisser, kæmper bøsser og lesbiske herefter for frigørelse og realisering på egne betingelser. Siden stonewall-episoden har lesbiske og bøsser verden over hvert år markeret homokampen ved Gay-Pride arrangementer på Christopher Street Day i slutningen af juni.
1971 Den første københavnske Pride afholdes - arrangeret af Forbundet af 1948. Bøssernes Befrielsesfront (BBF) dannes.
1974 Lesbisk Bevægelse dannes. I Danmark vokser homobevægelsen i 70'erne, både i og udenfor LBL. For foreningen kommer resultatet til fulde til udtryk i 80'erne, hvor LBL etablerer bibliotek, radio Rosa'er, rådgivning og PAN-Information. Fra slutningen af 70'erne åbner LBL tillige diskoteker og bar/café-er i adskillige byer, de såkaldte PAN-klubber, som foreningen driver til de afhændes i ‘94.
1976 Der indføres ens lavalder på 15 år for heteroseksuelle og homoseksuelle forhold.
1982 Navneskift til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Forbundet af 1948.
1983 Radio Rosa etableres i København som en af landets første lokalradioer. Biblioteket for bøsser og lesbiske etableres.
1984 Folketinget nedsætter kommission til belysning af homoseksuelles situation i samfundet. LBL skaber PAN Idræt.
1986 Folketinget vedtager lov om arveafgift, som ligestiller samlevende personer af samme køn med ægtefælder i relation til arveafgift.
Kommissionen udsender redegørelsen ‘Lyst eller Nød? - kvinders og mænds homoseksualitet' om de væsentligste problemstillinger og konklusioner fra den videnskabelige litteratur om homoseksualitet og homoseksuelles livsformer.
Homokommissionen, 1984-88 Kommissionens arbejde leder frem til en række lovgivningstiltag, herunder det registrerede partnerskab. I disse år er der en borgerlig regering, hvilket afspejles i homokommissionens sammensætning. LBL er dog repræsenteret. Et flertal i kommissionen ender med at anbefale, at der ikke indføres et partnerskab, men oppositionen i Folketinget fremsætter og vedtager loven om registreret partnerskab.
1986 LBL danner Stop Aids Kampagnen (i dag STOP AIDS - Bøssernes hiv-organisation) og AIDS-Linien. LBL skaber Copenhagen Gay and Lesbian Filmfestival.
Kampen mod aids LBL spiller en central rolle i forbindelse med indsatsen mod hiv/aids, og får til opgave at skabe en kampagne mv. henvendt til bøsser. Den danske politik bliver baseret på frivillighed, anonymitet og klar information. I ‘94 lægges dette arbejde udenfor Landsforeningen.
1987 Folketinget vedtager ændringer i straffeloven og lov om forbud mod forskelsbehandling, således det forbydes at diskriminere pga. ‘seksuel orientering'.
1988 Kommissionen afgiver sin betænkning ‘Homoseksuelles vilkår'.
1989 Folketinget vedtager lov om registreret partnerskab.
Registreret partnerskab Loven er den første af sin art i verden, og det danske registrerede partnerskab danner forbillede for arbejdet i andre lande. I løbet af 90'erne indfører de andre nordiske lande tilsvarende lovgivning, og også andre steder er man på vej i den retning.
1996 Loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet vedtages. Biskopperne nedsætter et udvalg vedr. kirkelig velsignelse af registreret partnerskab. Effektiv kombinationsbehandling mod HIV forhindrer udbrud af aids, men smitten vokser fortsat.
1997 Bispeudvalget fremlægger sit arbejde og anbefaler et ritual for velsignelse af et registreret partnerskab. Biskopperne vælger, ikke at følge anbefalingen.
Folketinget vedtager lov om kunstig befrugtning, indeholdende en paragraf, §3, som forbyder behandling af lesbiske og enlige kvinder
Kunstig befrugtning For første gang i mange år vælger Folketinget at indføre ny restriktion overfor homoseksuelle ved at indføre en lov, der stiller krav om familietype: Kun den heteroseksuelle kernefamilie kan få det blå stempel.
1998 Folketinget nedstemmer forslag om at fjerne §3 fra lov om kunstig befrugtning.
1999 Landsforeningen påbegynder udgivelsen af et nyt tidsskrift Zink. Magasinet udgives i ca. 2 år.
Lov om registreret partnerskab revideres. Der indføres stedbarnsadoption, ligesom de tidligere begrænsninger vedr. statsborgerskab fjernes.
Registreret partnerskab Ved revideringen af lov om registreret partnerskab indfører Danmark, som det første land i verden, mulighed for stedbarnsadoption. Desuden ligestilles personer fra lande med partnerskabs-lovgivning med danske statsborgere, ligesom udlændinge, der har boet mindst to år i Danmark, får mulighed for at indgå registreret partnerskab.
2000 Folketinget nedstemmer forslag om at fjerne §3 fra lov om kunstig befrugtning. Det er, isoleret set, flertal i Folketinget for at stramme loven yderligere ift. lesbiske.
International Afdeling oprettes.
2001 Etisk Råd udgiver redegørelse om homoseksuelles adgang til kunstig befrugtning.
2002 LBL inkluderer biseksuelle i det politiske program.
2003 Det konkrete arbejde med homoer med etnisk minoritetsbaggrund skydes i gang med en bevilling fra Københavns kommune. Der laves synlighedskampagne - dit hjerterum - og der ansættes en projektmedarbejder. Siden skabes Salon Oriental med arrangementer og hjemmeside.
2004 Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtaler sig - som privatperson - positivt om homoers adgang til kirkelig vielse og modtager Årets Laks.
Statsborgerkravet i partnerskabsloven lempes.
Forslag om homoers adgang til adoption nedstemmes i Folketinget.
2005 LBL får homotemaer på dagsordenen ved folketingsvalget.
Hate crime bliver fokusområde.
LBL modtager Københavns Kommunes Integrationspris for Salon Oriental.