Fortuna Bar, Fortunstræde 3, København: Pianisten - kaldet Rødbeden - 15 års jubilæum 5. april 1957
På sporet af bøssebarernes historie i København
Af Kaj Erik Nielsen
(Først offentliggjort i Pan nr. 6, 1998, redigeret september 2003.)
”Ved at se sit billede spejlet i en rude, trak Nick op i lynlåsen og rettede på skuldrene. Det gjaldt om at tage sig godt ud, så pigerne fik øje på ham. Og de, der var homo.” .. ”Han gik ind i ”Den Hyggelige” og satte sig overskrævs på en stol ved baren.”
Den 23. juni 1948 blev idéen til Forbundet af 1948 undfanget ved en Sankt Hans bålfest ved Ålborg. Ved en historisk tilfældighed bragte dagbladet Politiken samme dag som føljeton et afsnit af amerikaneren Willard Motleys roman Lev stærkt – dø ung og beskrev her nogle scener fra Chicagos bøssemiljø.
Det indledende citat indeholder navnet på en bar Den Hyggelige (på engelsk Cosy) og senere på året 1948 åbnede Cosy Bar i Studiestræde 24 i København. Stedet blev indrettet som restauration 1941 og hed fra begyndelsen Dannebrog. Den ligger der endnu og kan i år altså fejre 50-års fødselsdag. Den nuværende ejer Britha Hansen har haft stedet i over 25 år (fra december 1973). Om inspirationen til navnet er hentet fra bogen Lev Stærkt – dø ung vides ikke, men at ”den hyggelige” Cosy Bar har været bøsseværtshus gennem mange år er velkendt. (I Berlin fandtes i 1920’erne en bar ved navn Cosy Corner, hvorfor inspirationen også kan stamme herfra. Se Christopher Isherwood: Christopher and his Kind, 1977).
Anti-Automatkafé Men de københavnske bøssebarers historie begynder ikke her. Selvom kildematerialet er sparsomt, er det lykkedes at få et indtryk at bøssebarernes udvikling i København. I sin nye bog Byen Tæmmes (s. 409-410) refererer Karin Lützen fra en anonym pjece fra 1910 ”Skal den unaturlige Last, paa Trods af Lovens klare Ord, være tilladt i Danmark?” om en Anti-Automatkafé i ”Yorks Passage”, hvor drenge mellem 14 og 18 år holdt til og førte et frygteligt leben, som forargede de omkringboende folk.
I pjecen hedder det bl.a.: ”man kan ikke godt være i Tvivl om disse Personers svinske Tilbøjeligheder” og videre om publikum i kaféen: ”Der er enkelte ældre Folk af tydeligt degenereret Udseende imellem”. Selvom lokaliteten er stavet ”Yorks Passage”, menes der formentlig Jorcks Passage, som ligger mellem Vimmelskaftet og Skindergade og blev påbegyndte opført i 1892. Den er opkaldt efter bygherren Carl R.W. Jorck (1832-1902), og her havde KTAS til huse fra 1896 til 1914, altså i samme periode som Anti-Automatkaféen.
Wilhelm von Rosen måtte i sin disputats Månens Kulør (1993) om dansk bøssehistorie 1628-1912 konstatere: ”Der er ikke noget spor af, at der i København var opstået særlige beværtninger, som fortrinsvis betjente et publikum af homoseksuelle.” (s. 760). Wilhelm von Rosen citerer andre dele af ovennævnte pjece, men han har åbenbart ikke tillagt omtalen af ”Yorks Passage” tilstrækkelig kildeværdi til at omtale den i disputatsen. Så der står vi altså. Er pjecens beskrivelse fiktion, eller er der realiteter bag beskrivelsen af miljøet i Anti-Automatkaféen? Jeg ved det ikke, men der er heldigvis andre kilder, som beskriver miljøet i København i de følgende år.
Obskur snadsk Historien om den selskabelige forening Nekkab (Bakken stavet bagfra) er fortalt før. Den blev stiftet den 21. juni 1919 og opløst ved højesteretsdom den 30. april 1924. Den arrangerede bl.a. offentligt karneval den 27. januar 1923 i Jagtvejens Selskabslokaler på Jagtvejen 113 og offentligt bal den 10. februar 1923 i Blegdammens Selskabslokaler på Blegdamsvej 26.
Den selskabelige forening Nekkab blev ophævet som ulovlig med den begrundelse, at ”den bl.a. tilstræbte at være tilholdssted for og bindeled mellem mænd med homoseksuelle tilbøjeligheder og dens sammenkomster skabte en nærliggende fare for forførelse af unge mænd til uterligheder og var egnede til at vække offentlig forargelse”.
I 1924 – altså samme år som Nekkab blev forbudt – bragte ugebladet Illustreret Kriminaltidende i nr. 8, en artikel med følgende beskrivelse af en beværtning i København: ”Inde i den gamle By, paa Hjørnet af Knabrostræde og Brolæggerstræde ligger en lille Beværtning med det meget sigende Navn Labyrinten. Navnet såvel som Stedet i sin nuværende Skikkelse er nyt. Her laa indtil for kort Tid siden en lavloftet obskur Snadsk der hed Central-Klubben, men som var mere kendt under et unævneligt Navn, desformedelst den Omstændighed, at Stedet søgtes af en Klike degenererede Mandfolk, der nærede Afsky for Kvinder – nogle unaturlige Individer af den Slags, desværre ingen Storby savner.
Disse Individer taaltes her, fordi de ligefrem – i Mangel af Musik, som Etablissementet savnede – tjente som Underholdning for det brede Publikum fra Sidegadernes Knaster og Baghuse. Her gik den unge, sorthaarede Tjener – Pigernes Tullemand – og trak Bajere op i Massevis, solgte Tokayer til 2 Kr. Flasken, eller serverede Rævegift d.v.s. billig Portvin, i lange Baner”.
Desværre kender vi ikke det unævnelige navn, som stedet var kendt under, men vi har her en beskrivelse af en beværtning, hvor ”en Klike af degenererede Mandfolk” holdt til. Navnene som nævnes i artiklen, Labyrinten og Central-Klubben er autentiske. Beværtningen havde adressen Knabrostræde 14, og der ligger i dag en antikvitetsforretning på stedet.
Houmark outes Illustreret Kriminaltidende fortsatte behandlingen af de homseksuelle temaer i de følgende år. I nr. 32, 1925 bragtes artiklen med overskriften Hvorfor er jeg anderledes end I andre?, hvor en homoseksuel mand bl.a. skrev: "Vi har her et Par Kaféer i København, som særligt søges af Homoseksuelle. Tro ikke, det er Pøbel, der kommer her. Nej. Her sidder Skomagermester T., kaldet Komtesse Tilde, Bogtrykker R., Montør L., Agent B., og de bærer alle sammen Kvindenavne: Store Bolette, Marguerite, Krølle-Marie, Lona, Etatsraadinde Tulle, Jakobine o.s.v. En kendt Skuespiller hedder altid Fiemor eller Sofie, skønt hans Navn er Sofus. Og en kendt Journalist Chr. H., hedder her Christine. Det er en hel Familie, alle kender hinanden og det sker ogsaa, at der holdes Bal, hvor halvdelen af Herrerne optræde i Dametøj med smukt nedringede Balkjoler. Men altid stilfuldt og nobelt, ligefrem sirligt, saa ingen kan tage Anstød deraf.”
Af de ovenfor nævnte navne genkendes bl.a. Journalist Chr. H., kaldet Christine, som må være forfatteren og journalisten Christian Houmark. Selvom begrebet ikke var opfundet dengang, har vi her et eksempel på outing i 1925 i København. Christian Houmarks homoseksualitet var måske en offentlig hemmelighed, men han var aldrig selv åben. Manuskriptet til bogen Naar jeg er død. Et selvportræt skrev Christian Houmark i perioden juni-oktober 1926 og deponerede det på et forlag med en klausul om, at det skulle opbevares forseglet, således at ingen fik adgang til at læse det, før efter Houmarks død. Det skete først i 1950.
”Homosexuelle Baller afslørede i København” Selvom den selskabelige forening NEKKAB var blevet forbudt i 1924, kunne K.T. Smart, som Illustreret Kriminaltidende nu hed, i nr. 33, 1927, bringe følgende artikel med overskriften: ”Homosexuelle Baller afslørede i København”. Underrubrikken lød: ”Naar det tredje Køn danser”.
Artiklen indledtes sådan: ”Efter Verdenskrigens Ragnarok er de perverse Udskejelser taget til i en saadan Grad, at København godt kan sammenlignes med Berlin i moralsk Forfald. Homosexuelle Baller, hvor Mandfolk af en uhyggelig Type danser sammen havde man hørt om fandtes i det fordærvede Berlin. Men i Løbet af den sidste Maanedstid har det københavnske Politi afsløret en pinlig Affære, som viser, at den Slags nu ogsaa findes paa alleryderste Vesterbro.
Nogle selskabelige Danseforeninger .. af hvilken én bærer det stærke Navn ”Thor”, har holdt nogle lyssky Baller, hvortil de mere fremtrædende Herrer af en vis Type mødte i Damekostumer. De solgte Billetter til hvem, der ville købe, og paa selve Balaftnerne førtes en slap Kontrol ved Indgangen. Politiet havde faaet Anmeldelse om Thors Baller og de utilladelige Scener, der udspilledes ved disse Sammenkomster. Ved det sidste Bal, der blev afholdt saa langt ude i Mørket som Lorry Feilbergs gamle Vasby Kro i Sydhavnen, bag Vestre Kirkegaard, udfoldede Nattens Blomster sig i Sang, Tale og Dans. Herrer med Navne som Sonja, Rosa, Liva og Lydia førte an, vrikkende og vukkende som Damer. Den mest ombejlede var en ung Mand, der var iført nedringet spansk Kvindekostume og Dameparyk. Han sang Valencia, idet han sparkede op med Skørterne og senere dansede Solo-Dans.”
Politiet til homobal på Vasby Kro Om dette bal for homoseksuelle i Vasby Kro, har vi en anden kilde, som kan bekræfte, hvad er foregik. Chefen for ordenspolitiet i Københavns Politi, politiinspektør Einer Mellerup, beskrev ballet i Vasby Kro i bogen I Festlige og Farlige Tider, som udkom i 1957. Efter en omtale at et karneval i en anden homoseksuel klub på Vester Fælledvej, skrev han:
”I hvor stor Stil Festerne er blevet afholdt, tør jeg ikke sige, men i alt Fald kom jeg i Oktober 1927 i Besiddelse af 4 Billetter til et homoseksuelt Bal i Vasby Kro. De to brugte jeg til mig selv og min Ledsager, mens jeg forærede de to andre til den nye Politidirektør Fabricius Hansen, der gik derhen med min Svoger, Civildommer Borum. Lidt ud paa Natten henstillede jeg til de to Herrer at forlade Lokalet, da jeg agtede at lukke Festen, der var særdeles usmagelig at overvære.
Da de var vel ude af Døren, ringede jeg efter Udrykningsvognen og fik Lokalet ryddet. Jeg sad i min Vogn paa den anden Side af Gaden og overværede, at Gæsterne maatte ud i den øde og fjerne Vasbygade, langt fra alle Kommunikations-midler. Det var endda rigtigt ækelt Vejr med Tøsne. Et Par af festdeltagerne kom over til mig og spurgte, om jeg ville køre dem ind til Byen. De anede ikke hvem jeg var. Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg sagde Nej, for det havde været ganske morsomt at køre dem ind til Politigaarden.
Men der var i øvrigt ikke noget rigtigt Tiltalegrundlag, maaske endda ikke for at lukke Ballet. Der kom imidlertid aldrig Vrøvl. Deltagerne har formentlig været lykkelige over, at der ikke kom mere ud af Festen.” Sådan kunne man åbenbart tillade sig at bruge og misbruge sin politimyndighed i 1927 i København. Politiinspektør Einer Mellerup indrømmer jo, at der ikke var noget ulovligt ved ballet i Vasby Kro, men han lukkede det alligevel. Og han tillod sig oven i købet at skrive hoverende om det, uden undskyldning, 30 år efter i 1957. Men det var jo også lige midt i politiinspektør Jens Jersilds storhedstid i 50’erne.
Einer Mellerup var ansat i Københavns Politi i 43 år fra 1909 til 1952 og har sandsynligvis været den politimand i København, som har haft det største kendskab til den mere skjulte del af det københavnske liv i første halvdel af dette århundrede. På trods af foreningsforbudet mod Nekkab i 1924, var der altså andre, som forsøgte sig med af afholde baller for homoseksuelle mænd i København.
En rad af værtshuse Begyndelsen til bøsseværtshus-kulturen i København er altså en blanding af kaféer og værtshuse med et blandet publikum. Desuden var der foreningsarrangerede baller og karnevaller i forskellige selskabslokaler rundt om i byen. Foreningerne var måske kun skabt til lejligheden og skiftede ofte navn. De fortsatte igennem 1930’erne, hvor der bl.a. findes en omtale af et bal på Lyngbyvej ved Vibenshus Runddel.
Langsomt udvikledes de mere stabile og permanente bøsseværtshuse, hvor hovedparten af publikum bestod af homoseksuelle. Af de ældre værtshuse og beværtninger, som ikke findes mere, kan nævnes: I området omkring Nikolaj Plads lå Bellman’s Källare på Nikolaj Plads, Admiralkroen/El Toro Negro i Boldhusgade og Fortuna i Fortunstræde. Desuden findes en svag kilde om en beværtning i den nedlagte Holmensgade, som nu hedder Bremerholm.
I området nærmere Rådhuspladsen lå Apollo Bar i Vestergade, Dragvigs Bodega i Frederiksberggade (overfor Mikkel Bryggersgade), Bondestuen i Sankt Pedersstræde og Can-Can i Lars Bjørnsstræde, hvor også de to værtshuse Kiki og Bjørnen lå. Midt på Strøget lå Hansa i Badstuestræde, i nærheden af Jorcks passage, hvor den ovenfor nævnte Anti-Automatkafé omtales i 1910 og Central-klubben i Knabrostræde som omtales ca. 1923-24. Fortuna (senere bl.a. Kake) flyttede i 1961 til Vestergade.
Af de nyere steder, som også er lukket nu, kan nævnes Madame Arthur i Lavendelstræde, Pink Club i Farvergade, Lille Rosenborg i Åbenrå, som Forbundet af 1948 også drev som diskotek under navnet Pink Club, Pan Club i Nybrogade, og endelig Geomarlix i Rådhusstræde. Martini Bar i Studiestræde findes heller ikke mere, men var ejet af Cosy Bars nuværende ejer Britha Hansen sammen med hendes mand Ole Hansen, også kaldet Ole Kaffebar.
De nuværende bøssebarer i København er således led i en historisk udvikling. Nogle steder er lukket permanent, andre har skiftet navn, men har ligget på samme sted. Og helt nye steder er åbnet og den udvikling vil uden tvivl fortsætte.
Tak for besøget - Zaurits Bureau opdateres løbende med historiske oplysninger - velkommen igen ...
